Orientering vedr. terrænnært grundvand

Dette er en fælles orientering vedr. status for regler om det terrænnære grundvand bl.a. ved Risskov Fed. Denne orientering er udarbejdet af Risskov Fællesråd og Grundejerforeningen Vejlby Fed i fællesskab.

Terrænnært grundvand på egen grund

Private grundejere har ret til uden tilladelse at sænke grundvandsstanden

Den 27. marts 2025 fremsatte regeringen et lovforslag om håndtering af terrænnært grundvand. Lovens formål er at give spildevandsforsyningsselskaberne mulighed for at håndtere terrænnært grundvand ved grundvandssænkende foranstaltninger.

I lovforslaget (og i bemærkningerne hertil) præciseres de gældende og fremtidige muligheder for grundejere for at håndtere terrænnært grundvand på egen grund i de områder, hvor spildevandsselskabet ikke håndterer terrænnært grundvand. 

Grundejerforeningen Vejlby Fed (GVF) og Risskov Fællesråd (RF) har fundet det hensigtsmæssigt at orientere medlemmerne om dette, da vores område ikke er planlagt kloakeret til håndtering af tag- og overfladevand – og dermed heller ikke umiddelbart bliver omfattet af de nye regler om spildevandsselskabernes håndtering af terrænnært grundvand.

Ifølge bemærkningerne kan grundejere efter gældende lovgivning uden tilladelse bortlede eller på anden måde sænke grundvandsstanden. Kun i forbindelse med bygge- og anlægsarbejder, gravning af ler, grus, brunkul, kridt m.v. kræves der tilladelse fra kommunen.

Med lovændringen indføres der som noget nyt et generelt krav om tilladelse for at kunne foretage bortledning af grundvand eller anden sænkning af grundvandsstanden. Samtidig indføres der en række overgangsregler og undtagelser fra det generelle krav.

En af disse undtagelser er private grundejere, der også fremover uden tilladelse har ret til at bortlede eller på anden måde sænke grundvandsstanden. Som noget nyt indføres der dog en øvre grænse. Bortledning eller anden sænkning af grundvandsstanden kan ske uden tilladelse, når blot bortledning eller anden sænkning af grundvandsstanden hvert år må antages højst at omfatte 10.000 m3 grundvand (svarende til gennemsnitligt godt 27 m3 pr. døgn).

Præciseringen tænkes rent teknisk gennemført ved at indføre et nyt 3. punktum i § 26, stk. 2 i lov om vandforsyning m.v. Punktummet får følgende ordlyd: “Bortledning af grundvand eller anden sænkning af grundvandsstanden kan foretages uden tilladelse, når bortledning af grundvand eller anden sænkning af grundvandsstanden hvert år må antages højst at omfatte 10.000 m3 grundvand.”

Ifølge bemærkningerne til lovforslaget vil dette efter Miljø- og Ligestillingsministeriets vurdering medføre, at ejere af almindelige parcelhusgrunde, som har behov for at bortlede grundvand eller på anden måde sænke grundvandsstanden ved mindre pumper eller drænrør eksempelvis i løbet af vinterhalvåret, som udgangspunkt ikke vil blive omfattet af det nye skærpede krav om tilladelse.

Har I som private grundejere brug for at bortlede eller på anden måde sænke grundvandsstanden, vil dette også fremover være muligt uden tilladelse – blot bortledningen max udgør 10.000 m3 årligt.

Man skal være opmærksom på, at fritagelsen fra at søge tilladelse naturligvis ikke friholder en for ansvar, hvis man gennem grundvandssænkning påfører fx naboer skade.

Grundejerforeningen Vejlby Fed & Risskov Fællesråd
7. Maj 2025

Tilmeld dig Risskov Fællesråds nyhedsbrev og få seneste nyt om aktive sager og arbejdet fællesrådet direkte til din e-mail.

Del artiklen med andre på
×